Category Archives: In my opinion

Det er ikke noget, jeg er stolt af ……

Share Button

….. men jeg bliver nødt til at skrive det ned, for nu skrives der igen om, at pårørende skal passe de syge og ældre mere, for eksempel her: http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2356546/paaroerende-skal-passe-de-syge-og-aeldre-mere/.

Det risler mig koldt ned af ryggen når jeg læser den slags. I slutningen af 2012 begyndte min mor, som med lidt hjælp af og til havde klaret sig selv i 88 år, at blive mere og mere svækket både fysisk og mentalt. Hvis jeg kunne have spurgt hende, ville hun givet have sagt, at 2013 blev det værste år i hendes liv – måske lige bortset fra det år, min far var syg og døde, cirka 30 år tidligere. Sidste år står i hvert fald stadig som lidt af et ’annus horribilis’ for mig. Heldigvis har jeg en lidt yngre bror som trak sin del af læsset og jeg synes selv, at vi samarbejdede mere end fint, men her på siden taler jeg kun for mig selv. Desuden havde min mor et godt forhold til en usædvanlig sød ung overbo, som også trådte til når han kunne, på trods af ønske om at gøre karriere og mange fritidsaktiviteter.

Min mor er død nu, og jeg vil ikke gå i detaljer om hendes lidelser og ydmygelser – kun at stort set hver dag kom til at handle om hende på den ene eller den anden måde. Først hjælp til mange praktiske ting og kampen for at få hjælp fra kommunen. Min mor tilhørte en generation, der ikke beder om hjælp, og hun var som regel i stand til at tage sig gevaldigt sammen og rent ud sagt lyve for visitator, når denne kom på besøg. Min bror og jeg blev altid bedt om at mindst en af os var tilstede ved møderne, men blev aldrig spurgt om noget som helst og fik aldrig ‘taletid’. Vi havde altid følelsen af, at dér røg endnu en halv fridag til ingen verdens nytte. Når så endelig hjælpen trods alt var på plads, var min mor i mellemtiden blevet dårligere, og så startede kampen for mere hjælp. Derudover blev det i stigende grad nødvendigt, at en af os ustandselig måtte smide alt og haste ud til hende, somme tider flere gange i døgnet. Alt gik op i ‘projekt mor’, og ganske almindelige familiesammenkomster som vi havde været vant til, og set frem til, var der ikke længere tid eller overskud til.

En plejehjemsplads kunne i lang tid ikke komme på tale – kun et par såkaldte ’aflastningsophold’ som til gengæld krævede pakning og udpakning og pakning igen og tilstedeværelse under transport til og fra. Og en masse koodinering, da det var vores job at henholdsvis af- og tilmelde vaskeservice, hjemmehjælp osv. hver gang – kommunen gjorde det ikke. Både min bror og jeg har fuldtidsjob som ingen af os havde til hensigt at opgive og på et tidspunkt løb vi begge tør for ferie- og afspadseringsdage. Dette var man i kommunen ophøjet ligeglade med. Jeg fik ved flere lejligheder at vide, at ’de fleste døtre ville anse det for et privilegium at tage orlov og gå på pension for at få lov til at passe deres mor i hendes sidste år’. En sætning, der stadig kan få mig til at gå i noget nær panik.

For det første er jeg glad for mit arbejde, men ikke for at bo i Danmark, og når jeg om ikke så mange år går på pension bliver det for at flytte ud af landet – IKKE for at skifte ble på en gammel forælder. Det var tydeligt, at jeg i kommunen blev anset for at være verdens værste datter.

Jeg vil også gerne understrege, at det er IKKE hjælp til klatindkøb, eller ledsagelse til lægebesøg fra plejehjem (for sådan er det allerede) jeg opponerer imod. Den slags gør man selvfølgelig gerne. Det er, for bare at nævne et enkelt aspekt af mange, eneansvaret for, at der hele tiden er mad i køleskabet, at det bliver spist, og det, der bliver for gammelt bliver smidt ud, der hurtigt bliver for meget, hvis man som jeg i forvejen har rigeligt at se til med at få sit eget liv til at hænge sammen rent tidsmæssigt.

For det andet har min mor og jeg ikke haft den slags mor/datter-forhold hvor vi bare nød hinandens selskab. Tværtimod har det for mig mest handlet om at være så lidt alene sammen med hende som muligt. Det lyder forfærdeligt, men så er det sagt, og jeg tror ikke på, at jeg er den eneste, der har haft det sådan. Og det kan ikke nytte noget at forvente, at et ’barn’ (i 60’erne) skal opgive et godt job for at pleje en mere og mere fysisk svækket og dement forælder, medmindre begge parter ønsker det.

Hvis plejen ydes modvilligt og af ren ansvars- og pligtfølelse, og ikke af lyst og kærlighed, og modtages fordi det er eneste mulighed, bliver det endnu mere ydmygende for begge parter end det er i forvejen.

Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke havde frygtelig ondt af min mor, og min bror og jeg gjorde hvad vi kunne og mere til, syntes vi selv, men det kostede, og på et tidspunkt gik jeg ned med flaget og måtte sygemeldes i fire uger. Det var en kæmpe lettelse ikke at skulle tænke på at skulle på arbejde i den periode (selvom jeg hellere ville have været dér), men der gik jo stadig ikke en eneste dag hvor jeg ikke skulle beskæftige mig med ’projekt mor’ på den ene eller den anden måde. Jeg fyldte 61 sidste år, og måtte for første gang sande, at kræfterne ikke var, hvad de havde været.

Min mor kom på plejehjem i starten af i år, efter hvad der føltes som en lang og sej kamp. Desværre blev det ikke nogen succes. Trods gode rammer – FANTASTISK personale, dejligt værelse, smukke omgivelser – var hun meget bevidst om, at hun blev mere og mere dement, og blev derfor mere og mere frustreret, forpint og fortivlet og ønskede kun at dø, og det ønske blev opfyldt i sidste måned. Jeg føler ikke sorg som sådan – nærmere lettelse over, at hun har fået fred i en alder af 90. Den mor jeg havde, havde jeg forlængst taget afsked med, og de tårer jeg af den ene eller anden grund skulle fælde over hende var forlængst fældet, i hvert fald de fleste af dem, men der går lidt tid, før jeg kan slippe det sidste par års begivenheder, og jeg ville ønske, min mor kunne have været sparet for dem. Og jeg får stadig ondt i maven når jeg hører, læser eller tænker ordene visitator og Gladsaxe Kommune.

Og så vil jeg gerne tilføje et par ord om det med at få lov til at søge om plejehjem. Jeg hørte fra forskellige, at der sådan set ikke er mangel på plejehjem i Danmark. Samtidig fandt vi jo ud af, at det absolut ikke er billigt at bo på plejehjem. Det koster (alt inklusive) hvad der svarer til to folkepensioner (hvilket min mor modtog, og det løb lige rundt). Hvordan kan man synes, at det er billigere med hold af plejere, startende med hjælp til medicintagning tidligt om morgenen og derefter en lind strøm af hjælpere tre-fire gange i døgnet, rengøringshjælp, vaskeservice, levering af mad osv. osv. for slet ikke at tale om de sygemeldinger der uvægerligt følger med, når ‘børn’ i 60’erne forventes, udover at passe deres fuldtidsjob, at stå til rådighed når den gamle bliver tørstig eller skal på toilettet (for det sker jo altid når der IKKE er plejere til stede), eller bliver bange og vækker naboerne ved at råbe om hjælp midt om natten?

Men man kan selvfølgelig sige, at med de krav der stilles til os, bliver 60-70-års-alderen det travleste og mest opslidende årti i vores liv, og dermed sikrer man, at vi ikke selv lever så længe, at vi får brug for plejehjem. Så på lang sigt er det måske alligevel en besparelse.

 

Danmark er i sandhed et mærkeligt land

Share Button

Lidt forsinket læser jeg i avisen fra lørdag den 26. juli (Serie: Mit genbrug) til min store overraskelse, at man ikke bare må tage hvad andre har lagt til storskrald. Altså bevidst smidt ud. Jeg kan ikke se logikken, i betragtning af, at det her i landet anses for i orden at tage for sig af mad, vin og andet, der er leveret foran andres hoveddøre i aflåste opgange – sådan er det i hvert fald i den opgang jeg bor i. Og opslag i opgangen hvor man brokker sig over alt det der bliver stjålet på den måde bliver omgående fjernet – for dét må man ikke! Danmark er i sandhed et mærkeligt land.

Hvorfor i alverden drikker voksne danskere sodavand …..

Share Button

….. og hvorfor lader de deres børn drikke det i så store mængder?

Overskrift i Politiken 28. juli 2014: ‘Partier glæder sig over boom i salget af sodavand’ (det viser sig i artiklen, at der især er tale om dåsesodavand – hvilket kun gør det værre). Med andre ord kører selv voksne danskere frisk og frejdigt kemikalier, farvestoffer, kunstige smagsgivere og, måske den største dræber af alle, sukker, (næsten) direkte ind i blodbanerne. Med flere overvægtige, flere hjertekarsygdomme og flere tilfælde af sukkersyge som resultat. Det er klart at politikerne glæder sig. Den såkaldte sundhedssektor skal jo også holdes i live.

Afskaf lortet eller, som bl.a. Ea Bram Jensen foreslår – smæk en tårnhøj moms på og sænk i stedet momsen på ordentlig mad og drikke som er kalorierne værd i næring og/eller nydelse (de to ting kan faktisk godt forenes).

Udenlandske hjemløse ….

Share Button

Udenlandske hjemløse skaber selvfølgelig utryghed, i modsætning til de danske hjemløse, for ‘udenlandsk’ betyder jo ‘farlig’ på dansk: http://politiken.dk/indland/ECE2311184/politiet-gaar-paa-sommerjagt-efter-udenlandske-hjemloese-i-koebenhavn/

Ban Ki-Moon and the death penalty

Share Button

bankimoon

“… for one human being to inflict on another” ????? What a strange argument against the death penalty. It is the state, not one human being, that takes a life, veiled in procedure and ritual, lawbook in hand, rehearsed and premeditated, in the name of an entire nation.

“Copenhagen Zoo just killed four lions”

Share Button

Oh here we go again. To think that a) this is something new, and b) it only happens in Copenhagen Zoo is laughable. It is after all an INTERNATIONAL breeding programme. Being against zoos in general is everybody’s right, but to keep singling out Copenhagen Zoo just because it has decided to be open about how zoos work, while all the other zoos remain too cowardly to come forward is the height of hypocrisy.

Botox

Share Button

Interesting fact about botox: 500 grams can extinguish all life on this planet. It is no wonder, then, that a tiny amount of it can extinguish all life in a face.

Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt

Share Button

Eks-Kong Konstantin har aldrig boet i Danmark, og udover to forkludrede kup og en exit fra Grækenland i ly af mørket (efterladende Grækenland til syv års diktatorstyre) har han aldrig løftet en finger eller gjort en ærlig dags arbejde i noget land, og da slet ikke i Danmark. Det samme gælder hans kone som ganske vist er dansk født men ikke har boet i Danmark i omkring 50 år. Ikke desto mindre rejser han på dansk pas – ovenikøbet diplomatpas. Jeg går ud fra, det betyder, at han og hans familie til enhver tid kan bosætte sig i Danmark og ville med typisk dansk snobberi og leflen for “de kongelige” blive modtaget med beundring, benovelse og åbne arme.

Børn, der er født i Danmark, i “blandede” ægteskaber, som føler sig danske og går i danske skoler, bliver uden videre smidt ud af landet hvis deres ikke-danske mor eller far dør.

Moral er godt. Dobbeltmoral er dobbelt så godt.

 

Vor herre bevares

Share Button

Tidligere denne uge havde jeg et par oplevelser som i næsten uhyggelig grad ligner dem, som Kurt Strand fortæller om (‘Krarup, konduite og kontrol’, 18. april), helt ned til de to strækninger, de fandt sted på. Blot var danskernes opførsel her endnu værre:

Billetkontrol i metroen på vej til Københavns Lufthavn. Damen overfor mig rækker kontrolløren hvad hun tydeligvis i god tro tager for at være en billet. Da kontrolløren siger, at det er det ikke, siger damen på engelsk, at det var, hvad der kom ud af maskinen efter at hun havde kommet penge i den. Jeg ved ikke, hvordan en enkeltbillet til metroen ser ud, men jeg plejer at kunne genkende søforklaringer (og dem der kommer med dem), og dette var ikke en af de situationer. Ikke desto mindre: ”PASSPORT!!!” gøede kontrolløren så (Hitlerjugend har ikke eksisteret forgæves), og efter en del scanning og skriblen endte det med en bøde. (Og en højlydt undskyldning fra mig for at Danmark hader udlændinge og at billetkontrollører i de offentlige transportmidler i stigende grad synes at være blevet uddannet til at gøre deres bedste for, at besøgende aldrig kommer tilbage).

Et døgn senere, i toget til Zaventem lufthavn, væltede en lille flok højrøstede danskere ind. Da kontrolløren kom havde de alle mulige mærkværdige forklaringer på, hvorfor ingen af dem havde indløst billet. Som en ekstra bonus komplimenterede de kontrolløren for hendes ”cool hat” og ”monkey suit” (og ignorerede mine protester). Til gengæld fik de et smil fra kontrolløren og et ønske om en god rejse.

Kurt Strand slutter med at spørge, om en af grundene til at vi rejser ud er at blive klogere på andres kutur, vaner og omgangsformer. Det skulle man jo tro, men hvordan hænger det, at flere og flere af os rejser mere og mere (og forventer at kunne opføre os som det passer os og som vi muligvis aldrig ville opføre os her i Danmark), så sammen med at Danmark bliver mere og mere selvfedt og fremmedfjendsk dag for dag.

Danskere slipper godt fra at lufte deres fordomme og sige og skrive ting som i andre lande ville opfattes som uacceptabelt. Dagbladet Informations korrespondent i Washington DC sagde i bedste sendetid om det område hvor hun bor noget i retning af: ja, det er et skønt område. Der bor ikke én sort her, og de eneste spaniere (tror jeg faktisk hun virkelig sagde) er dem der kommer og gør rent og ordner haverne. Jeg havde optaget udsendelsen så jeg så/hørte klippet fire gange i håb om, at spore en eller anden grad af sarkasme i tonefald og/eller alle medvirkendes ansigtsudtryk, men det lykkedes ikke. Det er måske mit problem, men når jeg ikke opfattede det, hvordan skulle eventuelt ikke-danskere så kunne det, for slet ikke at tale om mindreårige danskere? I de fleste andre lande ville det have udløst et ramaskrig – her i Danmark løftedes ikke et øjenbryn.

I ejendommen hvor jeg bor (Rymarksgård) hænger for tiden i alle opgange (og der er mange) et opslag der med mildt sagt racistiske undertoner klager over de “østeuropæere” der roder i vores skrald (det var sjovt nok ikke noget problem, da det var danske hjemløse der gjorde det) og kommer faretruende tæt på vores kældre, dyrebare biler, osv. Lige nu kommer jeg i tanke om, at ophavsmanden har glemt den med, at “østeuropæerne” også læsser alle vore cykler på lastbiler og kører dem til Polen – det må jeg se at få mindet ham om). Opslagene har hængt der længe, mens mine protester omgående bliver fjernet, og ikke én beboer i hele ejendommen bakker mig op. Tværtimod så modtager jeg beskeder både på papir og pr. e-mail med ordlyde som ‘smatso’, ‘det er en skam, vi ikke bor i USA for så kunne vi kalde dig for nigger-lover’, og ‘du er en gal mands værk’.

Eksempler på at Danmark bliver mere og mere formørket og fordomsfuldt er der masser af (de fleste af mine kolleger er udlændinge, så jeg kunne blive ved), og det opfattes tilsyneladende, blandt danskerne altså, som normalt og acceptabelt. Jeg synes det er både beskæmmende og bekymrende.

What is WRONG with Denmark?

Share Button

Information’s correspondent in Washington D.C., on primetime TV: “Yes, this is a wonderful area. Not one black person lives here and the only Spaniards (?) we see are those who come to clean and do the gardens”. And she gets away with it.

Denmark ought to sink into the sea in shame.